Flagdagsmagasin_2025_Klar_print - Flipbook - Page 9
30 året for Daytonaftalen
For Danmark blev Dayton-aftalen
af 21. november 1995 begyndelsen på et nyt kapitel i vores militære engagement – fra klassisk
FN-fredsbevaring til aktiv, robust
fredsopbygning. I dag, hvor internationale indsatser igen diskuteres, bør vi genbesøge denne
historie og de erfaringer, danske
soldater tog med hjem.
Fra krig til Dayton
Efter mere end tre års krig og
utallige mislykkede forhandlingsforsøg lykkedes det at få Bosniens
krigende parter til at enes om en
endelig våbenhvile og fredsaftale,
som man normalt blot henviser til
som Dayton-aftalen.
Aftalen blev forhandlet på WrightPatterson-luftbasen Dayton i delstaten Ohio i USA, og det var ikke
tilfældigt. Ifølge den amerikanske
topdiplomat og hovedarkitekt bag
aftalen, Richard Holbrooke, signalerede valget af en luftbase, at
fred ikke længere var til forhandling. Den ville om nødvendigt blive
gennemtvunget med våbenmagt.
For Holbrooke var det afgørende,
at deltagerne i forhandlingerne
blev mindet om NATO’s nylige
luftangreb mod serbiske stillinger
- herunder de serbiske stillinger
omkring den belejrede bosniske
hovedstad Sarajevo.
Fredsprocessen havde med andre ord fået muskler. Den hårdt
tiltrængte fred skulle bl.a. sikres
af de danske soldater, der blev
indsat i først IFOR-styrken (på et
étårigt mandat fra 20. december
1995) og derefter i SFOR-styrken.
Den amerikanske topdiplomat Richard Holbrooke (i midten) sad for bord
enden under samtalerne i Dayton. Om man vil kalde dem ’forhandlinger’ i
gængs forstand, er en smags sag, for det var på forhånd givet, at parterne
om nødvendigt ville blive banket på plads med militære midler for at få
stoppet krigen.
Forhandlingsbordet i Dayton bestod ikke af de stridende parter
i konventionel forstand. Da den
bosnisk-serbiske leder Radovan
Karadžić allerede var sigtet for
krigsforbrydelser af det internationale krigsforbrydertribunal i
Haag, forhandlede den serbiske
præsident Slobodan Milošević
på vegne af de bosniske serbere.
Bosniens præsident Alija Izetbegović repræsenterede den muslimske del af befolkningen, mens
den kroatiske præsident Franjo
Tuđman talte for de bosnisk-kroatiske interesser.
På tre uger nåede man til en aftale, som blev indgået i Dayton den
21. november og siden formelt
underskrevet i Paris den 14. december 1995.
’Den negative fred’
Dayton-aftalen var et kompromis
skabt i skyggen af militær overmagt og diplomatisk udmattelse.
Den sikrede først og fremmest
det, man i fredsforskningen kalder en ’negativ fred’ – altså fraværet af krig – og kun i mere
beskedent omfang en egentlig
forsoningsproces eller ’positiv
fred’.
Trods en ambition om at bevare
Bosnien-Hercegovina som én suveræn stat cementerede Dayton
reelt krigens etniske opdeling.
Landet blev delt i to delrepublikker: Den Bosnisk-Kroatiske
Føderation og Republika Srpska,
med henholdsvis 51 % og 49 % af
territoriet. Grænsen mellem de to
blev markeret med en 1.000 km
lang linje – den såkaldte Inter-Entity Boundary Line – og overvåget
af den NATO-ledede IFOR-styrke.
9
