Flagdagsmagasin_2025_Klar_print - Flipbook - Page 53
Korea
kerhedsrådets fem permanente
medlemmer. Rådet kunne derfor
helt enestående træ昀昀e en afgørelse efter den ene supermagts
ønske mod den anden.
Det skete i form af Resolution nr.
82 af den 25. juni, der fordømte
den nordkoreanske aggression,
og Resolution nr. 83 af den 27.
juni. Heri blev det bl.a. anbefalet, at ’medlemmer af FN stiller
assistance til rådighed for Republikken Korea i et omfang, der er
nødvendigt for at slå det væbnede angreb tilbage og genoprette
international fred og sikkerhed i
området.’
21 lande erklærede sig villige til
at hjælpe. Heraf deltog 16 militært i krigen. USA leverede ca. 90
pct. af styrkerne og var dermed
den dominerende aktør. Chef for
United Nations Command (UNC)
blev general Douglas MacArthur
– verdensberømt krigshelt fra
Stillehavskrigen under Anden Verdenskrig.
Det hastede. Den 27. juni – blot
to dage efter angrebet – besatte
nordkoreanerne Seoul.
Fakta koreakrigen
Varighed: 25. juni 1950 til 27. juli 1953.
Krigens parter: Nordkorea og Kina (plus luftstøtte f ra Sovjetunionen) mod FN-styrken,
der bestod af Sydkorea, USA, Storbritannien,
Frankrig, Tyrkiet, Canada, Australien, New
Zealand, Sydaf rika, Thailand, Filippinerne,
Etiopien, Colombia, Grækenland, Holland,
Belgien og Luxembourg.
Resultat: Krigen sluttede omtrent, hvor den
begyndte – med en våbenstilstandslinje
omkring 38. breddegrad. Sydkorea havde
dog fået en mindre territorial gevinst på ca.
3.900 kvadratkilometer.
Of re: Ca. 3 millioner dræbte (både militære
og civile).
en komplet succes. Seoul og det
øvrige Sydkorea blev befriet, og
McArthurs styrke fortsatte nordpå over demarkationslinjen.
Krigsmålet blev nu en befrielse af
hele Korea. Amerikanerne besatte den nordkoreanske hovedstad
Pyongyang, og kort efter nåede
de op til Yalu, grænse昀氀oden mellem Koreas og Kina.
Sluttede med dødvande
Amerikanerne begyndte at sætte
styrker i land. Sideløbende – i løbet af sommeren 1950 – besatte
nordkoreanerne imidlertid næsten hele Sydkorea, der kun holdt
et område omkring den sydøstlige havneby Pusan.
Det 昀椀k imidlertid Kina til at gribe
massivt ind. Store styrker bestående af ’frivillige’ strømmede fra
den 19. oktober 1950 over grænsen, og det lykkedes hurtigt at
trænge amerikanerne og sydkoreanerne tilbage.
USA brugte imidlertid tiden på
at forberede en stor landgangsstyrke, der den 15. september
gik i land ved havnebyen Inchon
vest for Seoul. Operationen blev
Kineserne erobrede Seoul, men
amerikanerne gik til modangreb
og genindtog hovedstaden i 1951.
Derefter frøs kampene gradvis
fast omkring den 38. breddegrad,
og fronten 昀氀yttede sig kun lidt de
følgende to år frem mod våbenstilstanden.
Koreakrigen var et led i den såkaldte inddæmningspolitik (containment), som Vesten indledte
under USA’s lederskab i Harry
S. Trumans præsidentperiode
(1945-53). Formålet var at stoppe Sovjetunionens ekspansion.
Truman fremsatte i den 12. marts
1947 i en tale i Kongressen den
såkaldte Truman-doktrin, der gik
ud på, at USA ville støtte antikommunistiske kræfter internationalt
med både økonomiske og militære midler.
Den beslutsomme indgriben til
fordel for Sydkorea i 1950 var et
højdepunkt i denne politik, uanset at Korea forinden var blevet
betegnet som et land uden afgørende interesse for USA.
53
