Flagdagsmagasin_2025_Klar_print - Flipbook - Page 25
30 året for storm
tisk Carsten, der stod for det. Og
det var også rart at få lidt at vide
om, hvad der var sket på hans niveau,” siger Christian Vester Pedersen.
Opsamling efter slaget
Kampene 4. august udløste tre
udmærkelser til danske soldater.
Der var tale om den helt nye ”Forsvarets medalje for Tapperhed”:
Niels Lynge Madsen for gentagne gange at have udvist ”mod og
beslutsomhed” og ”ekstraordinær eksemplarisk føring” mens
hans deling var under ”ekstremt
vanskelige vilkår og under direkte beskydning.” Red: Niels Lynge
Madsen er i dag succesfuld forretningsmand i USA og amerikansk
statsborger.
Konstabel Michael Flemming Jakobsen 昀椀k medaljen, fordi han
uden at tænke på egen sikkerhed,
da hans gruppefører (Gamborg)
faldt, sprang frem og ”modigt og
selvopofrende under fortsat beskydning” kom sin gruppefører til
hjælp og trak ham i sikkerhed. Jakobsen søgte først i dækning igen,
da han konstaterede, at Gamborg
ikke længere var i live.
Også Claus Gamborg 昀椀k tapperhedsmedaljen, men det var posthumt.
Efter slaget kan man sige, at danskernes opgave i Moscenica Crossing var forsvundet. Kroaterne
havde fordrevet serberne fra området.
”Det var lidt surrealistisk, fordi der
var sådan lidt småskyderier rundt
omkring. Der var jo serbere rundt
omkring i terrænet,” siger Carsten
Holmfred.
”Vi samlede vores ting sammen
fra de forskellige poster og begyndte at tømme sandsække og
klippe pigtråd i stykker.”
I hovedlejren i Petrinja samlede Carsten Holmfred sine folk
fra crossingen, og i små grupper
snakkede de forløbet og tabet
af kollegaen Gamborg imellem.
Psykologer i missionsområdet
var ikke sædvane i 1995, men de
indbyrdes samtaler var metoden
til at få bearbejdet de svære oplevelser. Feltpræsten trak sin del
af læsset.
”Feltpræsten var faktisk den første, der kom ind i vores lejr. Han
havde fået nogle kroater til at køre
sig hele vejen udenom kampzonen, og så kom han ind i lejren og
afholdt en gudstjeneste og samtaler med de folk, der ønskede det.
Men det, man i dag kalder defusing, kan man ikke tale om.
Det var slet ikke så organiseret.”
”Der var en enkelt, der var - hvad
skal man sige - helt fra den. Men
han var også blevet talt ned igen,
efter vi kom ind i lejren,” siger Carsten Holmfred.
”Ordet psykolog var ikke i mine
tanker dernede, og jeg så det ikke
som en stor mangel. Der kom psykologer på, da vi kom hjem. Da var
kompagniet samlet i auditoriet på
kasernen i Vordingborg og 昀椀k at
vide, at der sad psykologer klar i
nogle lokaler ved siden af, og der
skulle man bare komme ned helt
frivilligt. Men inden da havde jeg
sagt til mine førere, at ”I udpeger,
hvem I mener, der skal til psykolog, og så siger I, at de skal. Og det
er en ordre.” Så de mennesker,
som vi tænkte havde brug for noget hjælp, dem sendte vi ned til
psykologerne.”
”Normalt at tude”
Ikke længe efter hjemkomsten
forlod Carsten Holmfred Forsvaret for et stykke tid. Han var
sku昀昀et over hele håndteringen af
de omstændigheder, der havde
kostet den første dansker livet i
egentlige krigshandlinger.
”De sagde bare, at der er ikke
foregået noget strafbart fra kroaternes side, du skal være lærer på
o昀케cersskolen. Hav det godt… det
blev jeg jo lidt sku昀昀et over.”
Men kun to år efter søgte han tilbage igen som reserveo昀케cer ”for
jeg kunne jo godt lide Forsvaret,
og jeg har været der stort set siden.” I dag er han sikkerhedsrådgiver for en styrelse under Ministeriet for Samfundssikkerhed
og Beredskab, men stadig major
i reserven, og han var udsendt til
Letland i 2022.
Selv har Carsten Holmfred også
brugt psykologbistand, men det
kom han først på for få år siden.
”Det var meget hyggeligt. Så
spurgte han, hvorfor jeg var der
Så vidste jeg ikke, hvad jeg skulle sige. Så begyndte jeg bare at
tude.”
”Så jeg havde et antal timer med
den psykolog. Han sagde, at det jo
var helt normalt, og når man bliver ældre, bliver man mere grådlabil, og hvis du ikke tuder over
25
